---
title: "August 2026 Nyt fra Tyttebærhuset"
description: "Velkommen tilbage efter en velfortjent ferie, Havebesøg, Høste, Kunstprojekt, rygterne svirre om ny leder"
date: "2026-08-13"
created: "2026-08-03"
---

[Hjem](https://tyttebaerhuset.silkeborg.dk/)

                    [Nyt fra Tyttebærhuset](https://tyttebaerhuset.silkeborg.dk/nyt-fra-tyttebaerhuset)

                [August 2026 Nyt fra Tyttebærhuset](https://tyttebaerhuset.silkeborg.dk/nyt-fra-tyttebaerhuset/august-2026-nyt-fra-tyttebaerhuset)



# August 2026 Nyt fra Tyttebærhuset

## **Kære forældre**

**![](https://tyttebaerhuset.silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/a80d6e1e-a74f-4a80-be30-8f82273788f5?width=800)**

Velkommen tilbage efter en velfortjent ferie.

Det lyder til, at alle har haft det godt, uanset hvor i verden I har været. Børnene fortæller i små bidder om deres oplevelser, efterhånden som de kommer i tanke om dem.

### **Børn og personale**

Som I nok har opdaget, er børnene flyttet op i den næste gruppe, hvilket her i huset betyder ned i tal. Men bare vent, når de starter i skole, går det opad igen.

**Gruppe 2** siger velkommen til Alfred.

**Gruppe 3** siger velkommen til Erik, Cornelius, Sonja og Anker.

I personalegruppen siger vi velkommen til Felix, som er ansat i perioden 1. august til 30. november 2026.

Samt velkommen til Milla d. 10. august til 30. juni 2027

#### **Aktiviteter**

Høsten står for døren, så vi høster fra urtehaven, i skoven og alle de steder, vi kommer forbi.

Hvis I har mange æbler, tager vi meget gerne imod dem, så vi kan presse æblesaft til høstfesten.

Gruppe 2 tager på havebesøg. Det er et kort besøg med leg i haven, så børnene kan vise, hvor de bor.

I skal ikke være hjemme, og der skal ikke serveres noget. Vi spørger jer løbende, når det passer ind i programmet, om vi må kigge forbi.

Kunstprojektet starter så småt op hen over efteråret. Vi vil eksperimentere undervejs og udfordre både børnene og os selv med forskellige materialer og teknikker. Vi får se, hvor det fører os hen!

##### **Nu er det ikke en hemmelighed længere**

Rygterne svirrer, og der bliver talt om det i forskellige sammenhænge, så nu vil jeg gerne selv fortælle det:

Jeg har valgt at gå på pension pr. 1. marts 2027.

Det er en beslutning, som jeg har tænkt længe over, og som vækker mange følelser hos mig. Derfor har jeg valgt at fortælle det i god tid, så bestyrelsen får mulighed for at finde den rette afløser, og så jeg selv kan vænne mig til tanken. For helt ærligt er det svært at forestille sig et liv uden Tyttebærhuset.

Jeg blev ansat den 24. marts 1995. Dengang var jeg selv forælder ligesom jer, og jeg blev hurtigt fanget af den særlige ånd, stemning, faglighed og energi, der var i huset. Her var plads til ideer, fællesskab, engagement og masser af aktiviteter for børnene. Det er værdier, som stadig præger Tyttebærhuset i dag, og som er en stor del af grunden til, at jeg har været her så længe.

Da der blev en pædagogstilling ledig i forbindelse med udvidelsen med Blåbærhuset, søgte jeg jobbet. Jeg blev konstitueret leder i september 1996 og fastansat i november samme år. Siden har Tyttebærhuset været en stor del af mit liv.

Gennem årene har jeg mødt rigtig mange børn og familier. Jeg har haft fornøjelsen af at følge børn fra deres første dage i børnehaven, se dem vokse, udvikle sig og senere vende tilbage som unge mennesker eller forældre til nye børn i huset. Det er noget helt særligt, som jeg føler mig meget privilegeret over at have oplevet.

Jeg er enormt taknemmelig for samarbejdet med medarbejdere, bestyrelser og forældre gennem årene. Sammen har vi skabt traditioner, oplevelser og et fællesskab, som har gjort Tyttebærhuset til noget ganske særligt. Samtidig har vi hele tiden udviklet os og tilpasset os nye tider og nye behov.

Selvom jeg glæder mig til et nyt kapitel, ved jeg allerede nu, at det bliver vemodigt at sige farvel til et sted, som har betydet så meget for mig gennem mere end 30 år.

Men der er heldigvis stadig tid endnu, og jeg glæder mig til at nyde den sidste tid sammen med børn, forældre og medarbejdere i Tyttebærhuset.

Jeg regner med at holde en form for afslutning en dag i det nye år.

Med venlig hilsen
 Berit

###### **En hilsen fra Christine det havde sidste dag før ferien, hun blev desværre syg de sidste dage, så hun fik ikke sagt ordentligt farvel, det gør hun hermed med dette skriv:**

Jeg siger tusind tak for min tid i Tyttebærhuset! Det har været meget givende og lærerigt. Tyttebærhuset er fyldt med dygtige og fantastiske mennesker og der har været inspirerende og trygt samarbejde mellem bestyrelsen, de ansatte og forældre.

I har alle taget godt imod mig og det har været en fornøjelse at opleve børnenes engagement og nysgerrighed. Specielt indenfor natur, krea og alle vores fælles "sysle" projekter. Det giver mig mod på endnu flere aktiviteter for børn og familier i fremtiden.

Jeg tager en masse erfaringer og gode minder med i rygsækken fra Majfest, cykel- og vandreture, bål, snitning, fuglenørderi og en masse andet!

Tak for nu, I må alle have en dejlig sommer ☀️ De varmeste hilsner Christiane

###### **Kommende datoer – Det bliver løbende sat på Aula kalenderen**

d. 17.8 Informationsmøde – Husk at se Aula besked

d. 9.9. Høstfest – børnene medbringer frugt, blomster og grønt til et fælleshøstbord.

d. 1.10 og 2.10 Personaledage er stadig under planlægning.

Vi forventer, at det bliver fra torsdag d. 1.10 kl. 12.30 og hele fredag d. 2.10. Vi kommer til at spørge om I kan hjælpe ved at holde børnene fri, vi ansætter vikar til de børn, der skal passes.

Uge 42 - Skoleferie – tilmeldte børn i Tyttebærhuset

d. 22.10 Forældremøde – Indbydelse følger

d.? november – Kunstudstilling, under planlægning

11.12 Lucia – Vi åbner i Sejs-Svejbæk Kirke, hvor der er kaffe og luciaboller kl. 8 – ca. 9.15
